Jeg mødte for et par uger siden Nurhayat Köycü på et kursus, hvor vi hurtigt faldt i snak. Her fortalte hun mig om en fantastisk cykeloplevelse, som jeg gerne vil dele med jer.

Cykel Integration
Nurhayat deltog i et cykelløb, Cykel Integration, som er arrangeret af Team Odense, hvis formål er at hylde mangfoldighed og fremme integration. Frisk som hun er, tilmeldte hun sig, uden rigtigt at tænke over, hvad det indebar. Hun vidste bare, at på en uge skulle hun og de andre deltagere cykle 1000 km gennem Danmark, og så var der vist også lidt træning inden. Hvor svært kunne det da være tænkte Nurhayat? Hendes erfaring med cykel var, at hun havde en almindelig cykel, som hun kun sjældent brugte – højst 10-12 km om måneden.

Se naturen fra cyklen
Vi danskere tager det vel nærmest som en selvfølge at bruge cyklen som transportmiddel og til at komme ud og nyde naturen, men Nurhayat, der kom fra Tyrkiet til Danmark som fire-årig, har som barn aldrig rigtigt haft en cykel, og hun har aldrig set Danmarks natur fra de må veje. For eksempel havde hun ikke opdaget, hvor smuk Svanninge Bakker var, som ligger i kort afstand fra, hvor hun bor. Så for hende var det en mulighed for at se Danmark med helt nye øjne, og det var også det, der motiverede hende til at cykle Danmark rundt. Hun ville opleve Danmark’ s landeveje, og naturen på en anden måde.

34482978_10156553429724244_8633961262369210368_n

Motivation og træning                                                                          
For at komme i form inden løbet havde Team Odense lavet et træningsforløb for de 22 deltagere, hvor trænere gav gode råd og cyklede med på træningsturene. De skulle blot mødes et par gange i ugen og træne sammen. Flere af jer synes sikkert som mig, at det er rart, når man har nogen, der kan motivere én til at komme i gang og til at hjælpe med at træne op til noget specifikt. Og det tror jeg også var altafgørende for at holde hende motiveret. Nurhayat fortæller, at der var dage hvor hun mente, at kroppen sagde fra, men holdkammeraten (som var uddannet sergent) lærte hende, at det var noget hun bildte sig selv ind, og at kroppen kan mere end det, vi selv tror på. Nurhayat fortalte mig, at det var starten på at tvinge hende selv til det yderste. Specielt efter en slem oplevelse i regnvejr, hvor hun gled med cyklen i en rundkørsel og faldt på hovedet, hvor hjelmen flækkede (som hun først opdagede senere). Men der var intet, der kunne stoppe hende, og hun besluttede at færdiggøre ruten på 120 km.

Av av av….
Nurhayat blev overrasket over, hvor øm i kroppen – specielt bagdelen, ryg, nakke og skuldre – man bliver af at sidde på en racercykel i mange timer. En ømhed vi alle nok kender! Og jeg grinte, da hun fortalte, at hun blev nødt til at lave nogle helt specielle cykelbukser, fordi hold nu op, hvor får man ondt i bagdelen. Hun syede simpelthen en ekstra pude på sine cykelbukser. Herligt! Og som prikken over i’et, designede hun en flot cykel-nederdel med Team Odenses logo på hver side, som hun kunne cykle i, som et alternativ til de traditionelle tætsiddende cykelbukser. Måske det skal være en ny vare i Pretty Dirty webshoppen 🙂

En stor øjenåbner
Cykelløbet startede i Odense, herfra til Haderslev, Ribe, Herning, Alborg, Aarhus, Vejle og retur til Odense. Dagsetaperne var på over 120 km og kongeetapen på 180 km. Nurhayat fortalte mig, at hele turen havde været en stor øjenåbner for hende. Jeg blev helt rørt, da hun fortalte, hvordan hun oplevede nærmest at blive forelsket i naturen og cyklen. Det er jo ren mindfulness, at fokusere på alle detaljerne i naturen; smukke skyer på himlen, de flotte anemoner i skovkanten, bøgen der springer ud, fuglene der synger, alle de flotte grøftekantsblomster og ikke mindst, hvor mange nuancerede farver, man kan se hen over markerne og i de blå og hvide skyer. Give sig tid til at betragte, mens man cykler. Det var det syn, der gav energi til at cykle op af alle de bakker, der kom hen ad vejen. Og så kunne man skubbe de ømme ben og bagdel lidt ud af fokus!, fortalte Nurhayat.

Men turen var da ikke helt uden udfordringer og sidste dag, hvor turen gik fra Vejle til Odense, sagde kroppen så meget stop, at hun kastede op. Heldigvis var der mulighed for at hoppe ombord i følgebilen, men på trods af anbefalingerne fra sine teamkollegaer, gav hun ikke op. Hun ville simpelthen gennemføre cykelløbet sammen med de andre, og lidt ”småproblemer” så tæt på mål skulle ikke sætte en stopper for hendes plan. Senere på dagen kunne hun derfor stolt og glad køre ind på Flakhaven i Odense. Det blev en cykeltur, der endte med at blive hendes livs oplevelse.

34467337_10156553423184244_6710570634004398080_n

Hvad så efter løbet?
Jeg var spændt på at høre, hvor meget hun fik cyklet efter turen, men det var desværre ikke rigtigt blevet til så meget, og ryttercyklen er netop blevet solgt.  Måske var det lettere at komme ud og træne, dengang hun havde nogle at træne med og et mål, der skulle opnås. Men hele cykel-oplevelsen gav hende blod på tanden til at udfordre sig selv med andre nye ting. Nurhayat uddannede sig efterfølgende til bassin livredder samt familieterapeut. Nu er hun i gang med at  planlægge andre livsbekræftende mål. Der er i hvert fald ingen forhindringer, som skal stoppe hende fremover. Det oplevede hun på cykelturen rundt i det skønne danske landskab, hvor en ting i hvert fald blev slået fast; hun kan, hvad hun sætter sig i hovedet!

Jeg synes, Nurhayats historie er til stor inspiration. Måske skal vi alle engang imellem springe ud i noget, som vi ikke kender omfanget af, fordi det vil give os en ny og spændende oplevelse. Hvem ved, hvad der ligger af oplevelser og venter på os, hvis vi tør tage ud, hvor vi ikke kan bunde. Oftest kan vi meget mere end vi tror.